onsdag den 30. december 2009

Valg af web-rejsedagbog

Vi har kigget på bl.a. flg. dagbøger
  • http://www.travelmarket.dk/travellog (god dagbog - men naturligvis reklamefyldt)
  • http://www.rejseuniverset.dk/rejseoversigt.phtml (også en mulighed, måske ikke så gennemført - reklamefyldt)
  • http://www.tlog.dk/tlog (god dagbog - den, som Rasmus og vennerne benyttede til verdensrundrejsningen - kun lidt reklame)
  • Blog - uden reklamer - kan opstilles efter eget valg i datoorden (på samme måde som en rejsedagbog normalt vil blive fremstillet på)

Overordnet set, kan man sige, at alle ovennævnte muligheder er offentligt tilgængelige sider, så man ikke kan "hemmeligholde" sidernes indhold og billeder.

Omvendt skal man kende til navnet på bloggen/dagbogen for at finde frem til den - omend man selvfølgelig kan søge efter en blog/dagbog via f.eks. ordet "cykeltur" - (selvom man i nogle blogs kan fortælle, at den ikke skal kunne ses i søgemaskiner).

Og omvendt kan man også sige, at der nok ikke kommer til at stå noget tekst, som ikke tåler dagens lys.

Mht. den manglende mulighed for at hemmeligholde siderne, så er der dog mulighed for i nogle blogs, at lade kun indbudte bloglæsere følge med. Det kræver dog f.eks. på Google's blogspot.com, at man er gmail-bruger - eller at man inviterer ikke gmail-brugere til at se med, via et tildelt password, som imidlertid skal fornyes hver anden uge.


Vi endte med at vælge en blog (Google's blogspot.com).
  • Den er reklamefri.
  • Den er let at uploade tekst og billeder til.
  • Man kan også uploade tekst via en mail-afsendelse, hvor mailens titel, bliver til overskriften på blog-indlægget, og mailens indhold, bliver til blog-indlæggets tekst.
  • Man kan fortælle, at bloggen ikke skal indekseres (og dermed ikke vises i søgemaskiner)

tirsdag den 29. december 2009

Hvorfor er det så spændende

Tja, det skal man nok selv prøve, for at kunne tage stilling til om man synes det er spændende sådan at knokle afsted.
Men eksempler på billeder fra vores tidligere højdepunkter, giver os selv lyst til mer.....

Billederne kan forstørres ved at klikke på dem





































mandag den 28. december 2009

Hvorfor denne cykeltur

Vi har på vores nu snart mange sommerferie-cykeloplevelser efterfølgende altid talt om, at vi har haft en stor lyst til at foretage en længere tur af slagsen.

På de hidtidige ture, hvor der måske er kørt på cykel i 10 dage (i Frankrig og Italien), og hvor der er cyklet 50-90 km's daglige stræk, og hvor vi på de kørte dage har "fået en hel masse i benene", og hvor dagene er gået alt for stærkt, fordi hver dag er en stor oplevelse, ja da har vi syntes at de "gode ben" skulle udnyttes, nu de var klar til flere dage, de gode oplevelser skulle videreføres til flere af slagsen, og at vi ved en sådan længere tur samtidig kunne få en fornemmelse af at køre fra sted til sted og sådan lidt se, hvad der dukker op i næste by, ved næste bjerg, ved næste skov, ved næste vinmark, ved næste.....

Vi har altid talt om, at det var oplevelsen ved bare at dukke op, hvor vi nu kom frem, som var det charmerende, og se, hvad der bød sig af natur, arkitektoni, cafeer, spisesteder, befolkning, handel, madkultur, vin/øl-traditioner....

En sådan længere tur, vil give mulighed for at kunne køre fra sted til sted, fra egn til egn, fra land til land, og opleve forskellene. Ved en kortere cykelferie med cyklerne fragtet til endemålet bag på bilen, bliver det en mere målrettet cykeloplevelse på et mindre område, omend det heller ikke er at foragte.

Og jo - det er måske også nu, at vi skal vælge at gøre turen - inden åreknuder, knæproblemer og andre dårligdomme kan ødelægge den slags planer.

Cykelturen er planlagt til at skulle foregå i august og september 2010

Den skal starte fra Odense, og slutte formentlig et sted i Spanien eller Italien, men mere om det senere....

søndag den 27. december 2009

Hvorfor denne blog

Bloggen er mestendels for at vi selv kan have en dagbog over, hvad vi måtte opleve på vores Europa-cykeltur, da det i sagens natur kan være svært at huske detaljerne over så lang en periode.

Dernæst imødekommer den jo, at de som her ytret ønske om at følge lidt med i vores tur, har muligheden derfor, i hvert fald, hvis vi bliver "gode" til at skrive i den...